Jeg hedder Line og færdiggjorde min kandidatgrad ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2018. Derudover har jeg studeret et år på Cleveland Institute of Music i Ohio. Jeg er uddannet klassisk bratschist, men har undervist både violin og bratsch. Ved siden af min undervisning arbejder jeg som freelancer i både orkestre og kammermusikgrupper.
For mig er det en stor gave at have musikken i mit liv. Jeg oplever, at musikken er et sted, hvor man kan fordybe og udtrykke sig og skabe sit ”eget rum” med plads til både helt strukturerede og mere kreative processer. Musikken er også et sted, hvor man kan lære sociale færdigheder på en ny måde, hvis man f.eks. spiller sammen med andre i orkester eller små sammenspilsgrupper.
Der er mange måder at lære på og mange måder at tage imod undervisning. Jeg bestræber mig derfor altid på at tilrettelægge min undervisningsplan med udgangspunkt i den enkelte elev. Jeg lægger vægt på at give eleverne en god instrumental teknik samt en god musikalsk grundforståelse. Mit ønske som underviser er at videregive min viden og passion for musikken og skabe et trygt og rummeligt læringsmiljø.