Jeg har i godt 10 år arbejdet på forskellige musikskoler, både kommunale og private, hvor jeg har undervist elever i alle aldre, alle niveauer og i stort set al slags musik. Jeg er uddannet fra MGK Odense (2016-2019) som jazzpianist og har i mit virke som professionel musiker beskæftiget mig med en bred vifte af genrer: folkemusik, jazz, klassisk, gospel, og pop i både Danmark og udlandet.
Om undervisningen:
Alle elever har forskellige forudsætninger og motivation for at lære at spille, og derfor arbejder jeg med at udvikle en undervisningsplan, som passer til den enkelte elev. Jeg møder eleven i øjenhøjde og sørger for at skabe trygge og hyggelige rammer, der kan skabe den bedste grobund for læring.
Undervisningen indeholder naturligvis alt, hvad der skal til for at lære at spille klaver, (som hørelære, teori, noder, akkorder m.m.), men vi vil også bruge tid på at lytte, dele og snakke om musik, for at finde frem til, hvad eleven synes er fedt ved musikken. Dette hjælper eleven med at gå på opdagelse i sin egen musikalske identitet.
Opgaven for mig er at finde dét ved musikken, som får elevens øjne til at lyse op, og gøre hvad jeg kan for at holde det lys i live.